OBS: DETTE WEBSITE KAN KUN SES AF MEDARBEJDERE I EIFO
Dette website er lukket for offentligheden pr. 14/6 2023. Som medarbejder i EIFO kan du tilgå websitet på vores kontorer og via VPN, men ellers ikke. Sitet er kun til intern brug og reference. Del ikke links eller screen dumps med folk udenfor organisationen. Henvis i stedet til eifo.dk.
Ansøg om finansiering
Artikler
Nyhed
26. maj 2021

Blue World Technologies: Biler på bæredygtigt brændsel skal omstille transportsektoren

For aalborgensiske Blue World Technologies er vejen til den grønne omstilling af transportsektoren brolagt med bæredygtigt brændsel. Med deres revolutionerede methanol-brændselsceller vil virksomheden være en grøn kollega til el-bilen. Nu har virksomheden fået Danmarks Grønne Investeringsfond med på rejsen, som er kommet med frisk kapital til det grønne væksteventyr.

Ambitionen er sat: Mange millioner af biler skal i fremtiden køre på bæredygtig methanol-brændsel, hvis det står til virksomheden Blue World Technologies. Med en banebrydende teknologi har virksomheden bygget et grønt alternativ til den forbrændingsmotor, der sidder i vores biler i dag. Håbet er, at det grønne alternativ også kan blive en del af løsningen på omstillingen af transportsektoren.

”Vi har i mange år arbejdet på at forfine vores teknologi, der erstatter den almindelige forbrændingsmotor, så biler fremover kan køre på bæredygtig methanol ved hjælp af brændselsceller. Transportsektoren er en storudleder og står for op mod en femtedel af al CO2-udledning globalt. Så der er stort potentiale for vores teknologi, og vi arbejder målrettet for at udbrede vores teknologi globalt,” siger Anders Korsgaard, der er adm. direktør og medstifter af Blue World Technologies.

Ifølge Our World In Data står transportsektoren for 21 % af al CO2-udledning globalt. Formår Blue World Technologies at gøre sig til en global spiller, er der store grønne og forretningsmæssige potentialer at hente, fortæller Anders Korsgaard:

”Transportsektoren står overfor store udfordringer, og forbrugerne og kunder over hele verden kommer i endnu højere grad til at efterspørge bæredygtige transportmuligheder. Her har Blue World Technologies i høj grad en berettigelse, og det er det potentiale, vi nu skal ud at understøtte med ny kapital fra Danmarks Grønne Investeringsfond.”

 

El-bilens grønne kollega

De seneste år er der kommet stort fokus på omstillingen af transportsektoren, og her er eldrevne køretøjer og ladeinfrastruktur en vigtig del af løsningen. Men det er også en velkendt udfordring, at køredistancen og den dermed manglende fleksibilitet får forbrugere til at fravælge elbilen. Det er batterierne i bilerne, som sætter en begrænsning for køredistancen, men det problem løser Blue Word Technologies. Methanolbrændselsceller fungerer nemlig som en ’rækkeviddeforlænger’ i en elbil, hvor det i en hybridkonstellation med et mindre batteri giver en køredistance på op til 1000 km. Samtidig undgås lange opladningstider, da flydende methanol på kun et par minutter tankes på bilen på samme måde, som vi kender det fra benzin og diesel.

”Som et alternativ til forbrændingsmotoren, er der store muligheder i at benytte methanolbrændselsceller i en hybrid med et mindre batteri i. De to teknologier arbejder rigtig godt sammen, og på den måde kan Blue World Technologies medvirke til, at elbiler kan gøres mere fleksible og attraktive,” fortæller Anders Korsgaard.

Blue World Technologies og Danmarks Grønne Investeringsfond har for nyligt indgået en aftale om lånefinansiering for 10 mio. kr. Danmarks Grønne Investeringsfond er sat i verden for at udvikle nye teknologier og virksomheder, der kan være med til at fremme den grønne omstilling, og her er transportsektoren et vigtigt fokusområde for Danmarks Grønne Investeringsfond, fortæller Managing Director i fonden, Michael Zöllner:

”Vi finansierer projekter, der fremmer den grønne omstilling og ser det som vores klare opgave at bidrage til nedbringelse af CO2-udledningen i samfundet. Og der er behov for flere grønne og supplerende alternativer også i transportsektoren. Det er Blue World Technologies et fremragende eksempel på. Med et banebrydende produkt og en stærk bæredygtig ambition har de en vigtig rolle i at omstille sektoren. Derfor ser vi meget frem til samarbejdet, der også skal være med til at skabe vækst og arbejdspladser i Nordjylland.”

Blue World Technologies beskæftiger nu omkring 50 personer fordelt på hovedkvarteret i Aalborg samt udviklings- og produktionsafdelingen i Kvistgaard.

Kontakt

Cecilie Idun Andersen

Press Advisor (on leave)