OBS: DETTE WEBSITE KAN KUN SES AF MEDARBEJDERE I EIFO
Dette website er lukket for offentligheden pr. 14/6 2023. Som medarbejder i EIFO kan du tilgå websitet på vores kontorer og via VPN, men ellers ikke. Sitet er kun til intern brug og reference. Del ikke links eller screen dumps med folk udenfor organisationen. Henvis i stedet til eifo.dk.
Ansøg om finansiering
Artikler
Nyhed
03. maj 2021

Danmarks Grønne Investeringsfond når rekordhøj CO2-reduktion

Årsrapport 2020: På trods af Coronakrisen har året, der er gået i Danmarks Grønne Investeringsfond, understreget, at grøn omstilling og god forretning går hånd i hånd. Med en grøn milepæl: Rekordhøj CO2-besparelse i 2020 samt et årsresultat, der lander på 26,5 mio. kr., ser fonden frem til at finansiere endnu flere virksomheder i 2021.

Danmark Grønne Investeringsfond når en rekordhøj CO2-besparelse via fondens porteføljeselskaber i 2020. Besparelsen fra årets aktiviteter lyder på 0,7 mio. tons, så fondens samlede finansieringer nu forventes at resultere i op mod 1,38 mio. tons CO2-besparelse. Samtidig har Danmarks Grønne Investeringsfond finansieret 14 selskaber for knap en halv milliard kr. i 2020, og det har bidraget væsentligt og positivt til både klima og skabelsen af nye grønne arbejdspladser.

Anders Eldrup, bestyrelsesformand i Danmarks Grønne Investeringsfond:
”Hvis vi skal lykkes med målet om 70 % CO2-reduktion i 2030, er det afgørende, at vi kan skabe stærke rammer om at bygge grønne virksomheder. Danmarks Grønne Investeringsfond tager – i samarbejde med de private pengeinstitutter – en lidt større risiko og spiller derfor en nøglerolle i finansieringen af disse selskaber. Jeg glæder mig over, at vi i 2020 har kunnet medvirke til rekordhøje CO2-besparelser. I år skal vi fortsætte de gode takter, så vi kan bidrage til den grønne omstilling til gavn for mennesker og klima.

I september 2020 faldt aftalen om Danmarks Grønne Fremtidsfond på plads, som er en aftale mellem Regeringen og en række af Folketingets partier. Med aftalen fik Danmarks Grønne Investeringsfond yderligere 6,0 mia. kr. til grøn finansiering, og dermed kunne fonden øge sin aktivitet markant – særligt i slutningen af 2020. I årets løb har fonden bl.a. bidraget til udviklingen af en række større solenergiprojekter. Fondens samlede antal finansieringer har i 2020 bidraget til at skabe mere end 725 nye jobs i hele landet.

 

Finansiering af nye grønne teknologier

2020 har også budt på en række finansieringer til nye teknologier, der skal være med til at sætte fart på den grønne omstilling i et bredt udsnit af brancher. Således har Danmarks Grønne Investeringsfond bl.a. finansieret banebrydende teknologier inden for vertical farming, der skal være med til at sætte skub i den grønne omstilling af fødevareindustrien. Fonden har også finansieret en udbyder af el-ladestationer, der skal være med til at sikre infrastrukturen og dermed omstillingen til flere eldrevne køretøjer. Det er blot nogle af de mange gode eksempler på projekter, som fonden vil være med til at udvikle, fortæller Michael Zöllner, Managing Director i Danmarks Grønne Investeringsfond:

”Den grønne omstilling kræver, at vi udvikler nye teknologier og løsninger indenfor en bred vifte af sektorer. Vi har behov for alle tangenterne på klaveret, hvis vi skal nå målet om 70 %s-reduktion af CO2. Derfor arbejder vi i Danmarks Grønne Investeringsfond med mange forskellige virksomheder og teknologier. Et eksempel er fødevarer, hvor vi skal finde på nye måder at producere mad, så vi kan brødføde alle men med respekt for naturens ressourcer. Men det gælder også grønne energikilder, grøn transport, byggeri og nye bæredygtige materialer. Her spiller Danmarks Grønne Investeringsfond en vigtig rolle i at bygge bro til øvrige finansielle aktører og dermed være med til at skabe fremtidens grønne virksomheder.”

I 2021 skal Danmarks Grønne Investeringsfond fortsætte den gode aktivitet med den nye kapital fra Danmarks Grønne Fremtidsfond i ryggen. Siden etableringen i 2015 har fonden nu finansieret i alt 68 projekter med et samlet udlån fra fonden på 1,97 mia. kr. Indregner man også den private kapital, som fondens udlån har bygget bro til, løber investeringerne i grøn omstilling op i knap 7,6 mia. kr.

Læs den fulde rapport her.

Kontakt

Cecilie Idun Andersen

Press Advisor (on leave)