Ansøg om finansiering
Artikler
Nyhed
27. apr. 2021

Nyt lån på 6 millioner fra Danmarks Grønne Investeringsfond: LastObject vil have verden til at genanvende vatpinde

En genanvendelig vatpind eller vatrondel? Over jordkloden er vi vænnet til engangsprodukter, når vi står hjemme foran spejlet på badeværelset. Produkterne ryger direkte i skraldespanden, og den massive ’køb-og-smid-væk-kultur’ har store konsekvenser for miljø og klima. Men det vil danske LastObject ændre på. Med en serie banebrydende produkter, vil virksomheden have danskerne til at genanvende bl.a. vatpinde og vatrondeller, og det giver mange positive effekter på klima og miljø.

Nu har virksomheden hentet kapital fra Danmarks Grønne Investeringsfond til at komme ud til endnu flere kunder.

Kristian Pitzner-Jørgensen CEO i LastObject: “I LastObject har vi en vision: Vi vil tage et opgør med brug-og-smid-ud-kulturen og den milliardindustri, der hvert år producerer svimlende mængder af engangsprodukter, der tærer på miljø og klima. Vi er blevet vænnet til at ’sådan er det bare’, men vi er nødt til at skabe nye og bedre produkter, der produceres i overensstemmelse med klodens ressourcer. Det er visionen i Lastobject. Med ny frisk kapital på kontoen fra Danmarks Grønne Investeringsfond vil vi overbevise endnu flere kunder om at slå et slag for miljøet.!”

Tidligere har LastObject rejst” mere end kr. 14 mio. fra mere end 52.000 personer på crowdfunding-platformene Kickstarter og Indiegogo, og så kan selskabet glæde sig over netop at have vundet Guld i DrivenxDesign Berlin Design Awards (2021) og Muse Design Awards (2021). Deres produkter kombinerer dansk design med genanvendelighed, bl.a. verdens første genanvendelig vatpind, og flere af produkterne er lavet til at blive brugt over 1.000 gange. Det er de grønne visioner og markedspotentiale, der netop har sikret LastObject et lån på 6 millioner kroner fra Danmarks Grønne Investeringsfond.

Michael Zöllner, Managing Director i Danmarks Grønne Investeringsfond: ”Vi er glade for at bidrage til vækstrejsen hos LastObject, for i Danmarks Grønne Investeringsfond vil vi være med til at gøre grøn omstilling til god forretning. Plast er en betydelig affalds- og miljømæssig udfordring. Det er derfor, vi vil være med til at udvikle virksomheder, der arbejder målrettet med at reducere brugen af plast samt genanvendelse heraf. Det er LastObject et rigtig godt eksempel på. Ved at gå imod brug-og-smid-væk-kulturen og forbedre mulighederne for genanvendelse, er selskabet en stærk repræsentant for nogle af vores vigtigste værktøjer i kampen mod plastspild.”

Kristian Pitzner-Jørgensen CEO i LastObject:
”Over hele verden er befolkningen begyndt at efterspørge bæredygtige og grønne alternativer i deres dagligdag. Det er det, vi kan tilbyde vores kunder i LastObject, og derfor har vi også store forhåbninger til, at vi kan komme til at spille en væsentlig rolle i at rykke industrien i en grønnere retning.

 

Om LastObject:

Lastobject, med  founder, Isabel Aagaard og CEO Kristian Pitzner-Jørgensen i spidsen, har et team af erfarne produktdesignere og iværksættere med erfaring fra flere succesrige startups og blandt andre McKinsey og The Boston Consulting Group. LastObject har store ambitioner – målet er at udfordre milliardindustrien indenfor engangsprodukter. Deres målsætning er at skabe målbar reduktion af engangsprodukter i deres kategori, som skal ske ved at de bliver markedsleder inden for deres felt. I 2023 håber LastObject at have elimineret 50 milliarder engangsprodukter.