OBS: DETTE WEBSITE KAN KUN SES AF MEDARBEJDERE I EIFO
Dette website er lukket for offentligheden pr. 14/6 2023. Som medarbejder i EIFO kan du tilgå websitet på vores kontorer og via VPN, men ellers ikke. Sitet er kun til intern brug og reference. Del ikke links eller screen dumps med folk udenfor organisationen. Henvis i stedet til eifo.dk.
Ansøg om finansiering
Artikler
Nyhed
20. apr. 2021

Refarmed vil flytte ind i kælderen hos danske madleverandører: Danmarks Grønne Investeringsfond sikrer kapital til det første anlæg

Danske Refarmed, med Camilla Enge i spidsen, vil tage et opgør med lange og CO2-udledende forsyningskæder. Deres vertikale farm vil sende friske krydderurter direkte op fra produktionen i kælderen til storkøkkenet i stueetagen. Nu har virksomheden fået finansiering fra Danmarks Grønne Investeringsfond og Vækstfonden til at etablere deres første lokale produktion.

Når du sætter tænderne i dit smørrebrød, er purløgen eller dilden på toppen med stor sandsynlighed groet på den anden side af jordkloden, fløjet til Tyskland og efterfølgende sendt med lastbil til Danmark. Det er i hvert fald sådan forsyningskæden ser ud for mange fødevarer i dag. Men det vil Camilla Enge, der står i spidsen for virksomheden Refarmed, lave om på. Med frisk kapital på kontoen fra Danmarks Grønne Investeringsfond og Vækstfonden, skal virksomheden nu etablere deres første vertikale farm.

”Noget så dansk som purløg bliver ofte fløjet til din æggemad fra Tanzania, hvor distributørerne kan købe produkterne meget billigt. Det er den tanke, vi vil gøre op med i Refarmed. Jeg tror, der er mange, som slet ikke er klar over, hvor stort et CO2-aftryk de grøntsager, de spiser, faktisk har. Her er det vores ambition at rykke ved den tankegang hos danske madleverandører,” siger Camilla Enge, CEO og stifter af Refarmed.

Refarmeds første vertikale farm ligger i kælderen hos cateringfirmaet Jespers TorveKøkken. Med kun fem skridt fra farmen til producentens storkøkken kan de levere klimavenlige salater og krydderurter af langt bedre smag og kvalitet. Den ultrakorte vej fra farm til køkken betyder også, at Refarmed bl.a. kan skære størstedelen af transport og emballage væk samtidig med, at de kun producerer og høster de mængder, der bliver brugt i køkkenet. Det giver markant mindre spild af mad og bedre udnyttelse af klodens ressourcer.

I dag bliver mange høstede afgrøder til affald, før de overhovedet havner i butikkerne. Indkøbssektorens push and pull kultur og de lange globale forsyningskæder er ansvarlige for enorme mængder spild, CO2- og partikelforurening, fortæller Camilla Enge:

”Der er virkelig store potentialer i at decentralisere fødevaresystemet med flere vertikale og lokale produktioner ude hos madleverandørerne. Det svarer lidt til at have sin egen private køkkenhave lige rundt om hjørnet, bortset fra at vi i vores dyrkning har langt større udbytter, mens vi optager mindre areal, så der kan gives plads til mere natur.”

Refarmed har for nyligt modtaget frisk kapital fra Danmarks Grønne Investeringsfond og har derudover også fået et Covid-19 Startlån fra Vækstfonden. Den nye kapital skal bruges til at etablere Refarmeds første lokale produktion, og de mange grønne potentialer er en af grundene til, at Danmarks Grønne Investeringsfond er gået med i finansieringen:

Michael Zöllner, Managing Director i Danmarks Grønne Investeringsfond:

”Fremtiden stiller nye og skærpede krav til den måde, hvorpå vi producerer og udvikler nye fødevarer. Det er en dagsorden, som er vigtig for Danmarks Grønne Investeringsfond, idet der både er mulighed for at reducere et aktuelt stort klimaaftryk, men også mulighed for at skabe god forretning. Refarmed er et fantastisk eksempel på den type løsninger, hvor den vertikale og lokale fødevareproduktion sker tæt på, hvor fødevarerne anvendes og forbruges. Dette vil vi gerne se endnu mere af, hvorfor vi er særligt glade for dette samarbejde.”

Kontakt

Line Lundbye

Director, Green Investments, Corporate Lending

+45 26 67 02 68