en
  • Om fonden
  • Nyheder & artikler
  • Cases
  • Kontakt
  • om vores lån
  • Ansøg om finansiering
  • om vores lån
  • Ansøg om finansiering
  • Om fonden
  • Nyheder & artikler
  • Cases
  • Kontakt
Home Vedvarende energi

Vedvarende energi

Solenergi

Vi medfinansierer projekter, der erstatter fossile brændstoffer ved brug af vedvarende energi. Vores tre indsatsområder er vind, sol og bioøkonomi. Læs mere på siden her og se eksempler på projekter.

  • Solenergi
  • Vindenergi
  • Bioøkonomi
Gå til toppen

Solenergi

Solenergi er en ubegrænset energiform, som gradvist vil overtage de fossile brændstoffers rolle som verdens drivkraft. Lige nu i Danmark anvendes solenergi til produktion af el med solceller samt til produktion af varme til opvarmning af huse og fjernvarme med solfangere. Indtil i dag har udfordringerne ved solenergi først og fremmest været prisniveauet. Solcelleproduceret el pr. kWh er fortsat dyrere end som almindelig ’købestrøm’ for private. Solvarmeområderne er også udfordret på prisen, selvom solvarme i dag stort set er en balanceøkonomi.

Det billede kommer imidlertid til at ændre sig meget hurtigt på grund af den teknologisk acceleration. Faktisk tales der direkte om, at solenergi vil komme til at revolutionere energimarkedet. Bloomberg New Energy Finance forudsiger at solenergis ”levelized cost of energy” (LCOE) fortsat vil falde, og sammen med onshore vindenergi vil den udgøre de billigste energiformer i mange lande allerede i 2020.

Herhjemme hersker fortsat lidt turbulente tilstande for solenergi på grund af stærkt skiftende støtteordninger, og derudover ventes solceller samfundsøkonomisk først at blive konkurrencedygtige, når det teknisk er lykkedes at tilpasse de danske vejrforhold. Dertil er der arkitektoniske udfordringer for de små og mellemstore anlæg, som skal indpasses eller integreres i bygningerne.

I forhold til de store anlæg, der er tilknyttet fjernvarmeværker, bunder udfordringerne dels i samspillet med store varmepumper og decentrale løsninger som fx biomasse, dels i sæsonlagring og evt. også lagring af kraftvarme, affaldsvarme samt geotermi.

Vores fokus

I Danmarks Grønne Investeringsfond fokuserer vi på at finansiere projekter, der bl.a. arbejder med at udvikle både solceller og solvarme således at løsningerne bliver billigere, udnyttelsen forøges og integrationen i bygninger samt den arkitektoniske indpasning forbedres.

Eksempler på projekter

  • Anlæg i forbindelse med nybyggeri eller renovering af eksisterende varmeanlæg
  • Decentrale mellemstore anlæg der forsyner større ejendomme med energi
  • Solcelleintegrerede produkter
  • Store solvarmeanlæg tilknyttet fjernvarmeanlæg, m.m.

Vindenergi

Strømproduktion baseret på vindkraft er et oplagt eksempel på vedvarende energi som erstatning for fossile brændsler. Regnestykket for miljøgevinsten er baseret på en antagelse om, at vindkraft erstatter el fra kulfyrede kraft- og kraftvarmeværker. Derfor vil billedet ændre sig i takt med en øget anvendelse af gas, biomasse og andet i vores elsystem – altså vil vindkraft i fremtiden bidrage med en lavere reduktion pr. kilowatttime, idet vind efterhånden også vil erstatte renere brændsler end kul.

På gode placeringer er nye, store vindmøller i dag så konkurrencedygtige, at vindmølle-el er en af de billigste metoder til at reducere CO2-udledningen fra elproduktion.

Analyser fra Energistyrelsen viser, at onshore vindkraft er den samfundsøkonomisk billigste teknologi til elproduktion, når miljøomkostninger og eventuelle CO2-kvotekøb medregnes. Bloomberg New Energy Finance supplerer med forudsigelser om, at onshore vinds ”levelized cost of energy” (LCOE) fortsat vil falde, og sammen med solenergi udgøre de billigste energiformer i mange lande allerede i 2020.

Offshore vindkraft er en anden historie. Der er meget høje omkostninger forbundet med produktion, møllefundamenter og fastgørelse til havbunden, transformere og kabelføring tilbage til land, m.m. Men i mange lande har offshore vindkraft potentialet for en langt højere kapacitet end onshore vindkraft på grund af den uudtømmelige energikilde fra havvind kombineret med masser af plads og meget få nabohensyn.

Men for både landvind og havvind gælder, at vi i Danmark skal blive bedre til at bruge og lagre strømmen fra vindmøllerne for, at vi for alvor kan udnytte potentialet i vindenergi. Fx skal systemerne indrettes således, at vi kan bruge strømmen fra vindmøllerne i de områder, hvor vi kan erstatte kul, olie og gas. En løsning kunne være, at de danske kraftvarmeværker investerer i varmepumpeanlæg, som drives af elektricitet. Varmepumpen kan nemlig lave grøn og billig varme ud af den rigelige vindstrøm.

Vores fokus

Danmarks Grønne Investeringsfonds rolle er bl.a. at bidrage til at fremme væksten i den danske vindklynge. Vores fokus vil derfor primært være på etablering af landmøller, havmøller i det omfang det danner mening og/eller projekter, som sammentænker værdikæderne, der indgår i vindproduceret el og varme, fx varmepumpeløsninger i forbindelse med kraftvarmeværker.

Eksempler på projekter

  • Opførelse af nye vindmøller til lands eller til vands
  • Projekter, der omhandler lagring af vindenergi
  • Grønne projekter/løsninger, der er del-produkter til vindmølleparker m.m.

Bioøkonomi

Bio-økonomi er et udtryk for en helhedstankegang, som sikrer bæredygtig fornyelse af naturressourcer, som udskiller de mest værdifulde produkter fra biomassen, og som sikrer, at hele biomassen forbruges og genanvendes.

Som beskrevet af det Bioøkonomiske Panel er bioøkonomi en (samfunds)økonomi, hvor de basale byggesten, der bruges til produktion af energi, kemikalier og materialer, stammer fra fornybare biologiske ressourcer fra bl.a. planter og animalske restprodukter. Konkret handler det om at opbygge en biologisk baseret kulstofplatform og at profitere på de afledte produkter. Produkterne indbefatter fx fødevarer, foder, biomasse-baserede kemikalier, biomaterialer og bioenergi.

Bioøkonomien er vigtig for vores overgang fra et fossilbaseret til et mere biobaseret og bæredygtigt samfund, idet den bl.a. kan:

  • mindske vores afhængighed af fossile brændsler og råstoffer og nedsætte vores miljø- og klimabelastning
  • øge værdiskabelsen ved at få flere eller mere værdifulde produkter ud af råvaren
  • fremme recirkuleringen af næringsstoffer
  • komplementere fødevareproduktionen og fremme et bæredygtigt jordbrug

Biogasproduktion er en stor del af bioøkonomien. Biogas kan erstatte et fossilt brændsel som naturgas og nedbringer på den måde Damarks CO2-udledning. Det er godt for både klima og miljø at lave energi ud af gylle, halm og græsser, fødevareindustriens sidestrømme, slam fra renseanlæg og med tiden formentligt også oparbejdet husholdningsaffald.

Den præcise effekt på miljøregnskabet afhænger dels af den type af biomasse, som benyttes til produktionen og dels af biogassens efterfølgende opgradering og anvendelse. Men samlet set er biogasproduktionen et miljøvenligt alternativ, der gør os mindre afhængige af fossile ressourcer og sikrer mindre spild ved at omdanne rest- og affaldsprodukter til energi. Derudover hjælper biogasproduktionen til at mindske klimabelastningen fra landbruget ved at reducere behovet for konventionel gødning og øge markudbytterne.

Vores fokus

Der er mange interessante produktforgreninger på bioøkonomien og hele bioraffinaderitanken har stor interesse her hos os.

Biogas er på nuværende tidspunkt den største del af bioøkonomien og er en væsentlig del af Danmarks grønne omstilling. Derfor har Danmarks Grønne Investeringsfond stor fokus på produktion af biogas. Dog mangler biogas at bevise sin konkurrencedygtighed som energikilde på den lange bane. Prisen for at producere biogas skal med andre ord bringes ned, og det kræver en opskalering og øget industrialisering af produktionen. Derfor fokuserer vi på at finansiere projekter med større industrielle aktører bag, der har musklerne til at drive biogasproduktion i stor skala.

Eksempler på projekter

  • Nybyggeri af biogasanlæg
  • Opgradering af eksisterende biogasanlæg
  • Bioraffinaderier
Kontakt os og hør mere
Den Grønne Investeringsfond

Kontakt os

Danmarks Grønne Investeringsfond

Strandvejen 104A
2900 Hellerup
+45 35 29 86 00
info@gronfond.dk

Quicklinks

  • Hvad kan I låne til?
  • Medarbejdere
  • Om fonden
  • Nyheder
  • Job i DGIF
  • Presse

Vores politikker

  • Whistleblower-ordning
  • Politik for personoplysninger

Danmarks Grønne Investeringsfond 2015