ReMoni
Løsningen sikrer, at tekniske installationer bruger deres strøm, vand og varme efter hensigten, og gør dem mere ressourceeffektive.
Løsningen sikrer, at tekniske installationer bruger deres strøm, vand og varme efter hensigten, og gør dem mere ressourceeffektive.

Mange tekniske installationer bruger ikke deres strøm, vand og varme efter hensigten. Med overvågning og kunstig intelligens hjælper ReMoni virksomheder med at gøre op med spild og fejl i forbruget.
Undersøgelser viser, at energiforbrug kan variere med op til 300 procent afhængig af brugerens adfærd, og at en kontinuerlig overvågning af energiforbrug derfor medfører store besparelser.
Virksomheden ReMoni har udviklet målere, der nemt kan fastgøres på alle de tekniske installationer i bygninger og produktion. Ved hjælp af kunstig intelligens og sensorer overvåger målerne installationernes forbrugsmønstre og tygger al data igennem for at give virksomheden et bedre billede af, hvordan de bruger deres energi. På den måde kan virksomheden også hurtigere fange fejl, som for eksempel læk i et rør eller tilstoppet ventilation, inden fejlen udvikler sig til en større skade.
Bygninger og processer forbruger 60 procent af energien i Danmark, så der er en stor potentiel besparelse at hente ved at blive klogere på, hvordan man bruger energien her.
”Jeg fik idéen tilbage i 2012, hvor jeg byggede monitoreringssystemer. Når vi kiggede på de tekniske installationer i virksomheder, kunne vi se, at der drønede en masse energi ud. Det er det, som ReMoni tager fat om,” siger CEO Bo Eskerod Madsen, der året efter stiftede virksomheden.
Der er mange typer af overvågning på markedet, men det som adskiller ReMoni er, at de samler det hele med kunstig intelligens, og på den måde giver indblik i, hvordan installationen forbruger energi og vand, i stedet for blot hvor meget. Ifølge McKinsey[1] vil 30 mia. objekter i 2020 være forbundne på tværs af industrier.
”Op mod halvdelen af den energi, der bruges, er spild. Energien bliver ikke brugt som ønsket, og det er det, vi prøver at reducere. Hvis vi for eksempel opdager et utæt vandrør med det samme, og dermed løser det hurtigere, kan vi spare store omkostninger. Eller hvis blæseren i et kølerum står af. Her hjælper den kunstige intelligens os, fordi den analyserer data løbende og sætter en alarm i gang automatisk,” siger Bo Eskerod Madsen.
Løsningen er samtidig nem at bruge, fordi systemet afgiver en alarm, når man skal justere noget, og den kan aflæses fra brugerens telefon eller computer. Udgangspunktet for ReMoni har været, at de personer, der normalt holder øje med tekniske installationer, ikke kan rende og holde øje med en masse data hele tiden, så det gør ReMoni for dem.
Danmarks Grønne Investeringsfond har finansieret ReMoni, så virksomheden kan skalere løsningen og få godt fat i markedet. Fonden har et særligt fokus på energieffektivitet i bygninger, hvor ReMoni passer godt ind.
”Selvom ReMoni er i en tidlig fase, har de allerede bevist produktets berettigelse på markedet. Vi ser et stort potentiale i ReMoni. De er nytænkende og relevante inden for mange brancher og markeder,” siger Line Lundbye, erhvervskundechef i Danmarks Grønne Investeringsfond.
[1] ”The Internet of Things: Sizing up the opportunity”, 2015
Tilbage til forrige side
Del på: